Tanken med denne blog var at skrive små finurlige betragtninger om at starte et familieliv i Toronto, så folk derhjemme kan følge med i vores hverdag og jeg kan holde mit skriveri ved lige, når du jeg ikke skal gøre det dagligt i mit arbejde.
Men i stedet for at være hende den trendy internationale mor, der har styr på sit liv og overskud til at kæle for sproget, så er jeg i stedet hende den overtrætte mor, der forlod vores lejlighed i desperation kl. 06.30, fordi da havde Elvira været vågen i fire timer og fik sammenbrud hvert femte minut.
Kl. er nu 14.30 og jeg sidder lige nu i et af Canadas største akvarier (kan ikke helt huske, hvordan vi landede her). Jeg har udstyret Jakob med noget kaffe og han løber lige nu rundt med vores kære datter, så hun føler sig lidt underholdt.
Vores ultimative største udfordring lige nu er, at vi ikke kan skabe en hverdag for Elvira og det er hun ikke tilfreds med. Vuggestuen starter først den 1. februar og den lejlighed, som Coloplast har udstyret os med ligger midt i Financial District (og den er desuden håbløs mørk og deprimerende).
Jeg skriver disse ord, kigger op på fiskene i det nærmeste akvarie og kommer sådan til at tænke på pingvinerne i Madagascar. De havde sååå travlt med at komme til Antarktis, de kæmpede røven ud af deres små smokings og da de endelig ankom, så var det bare slet ikke det de havde tænkt.
Det er dér vi er lige nu!!
Men når man er allermest desperat skal man ikke glemme det gamle kinesiske ordsprog: “Man skal ikke bestille flybilletter hjem, når man stadig har jetlag”.
Tre i Toronto 