Nogle gange (om året havde jeg nær skrevet) vågner jeg op og kan mærke at jeg er 100 % tanket op på overskud. Selvtillids-alfen har været på besøg om natten og lagt en masse selvkærlighed under puden.
Det er som regel de dage, at jeg hiver den lidt stramme kjole ud fra bagerst i garderoben, finder de høje hæle frem og giver læberne en tur med den røde Dior-pensel.
I dag er ikke sådan en dag.
Da jeg blev vækket af Blob i morges, som holdt en lang tale om at far savner mig ude i køkkenet og “han er rigtig ked af det på dig mor”, så kunne jeg mærke, at det er stor sweater og en hurtigt opsat knold-dag. Hvilket er okay, hvis jeg ikke skulle noget af det mest identitetsudfordrende i verden: Jeg skulle starte i et nyt træningscenter.
Få rum er så angstprovokerende for mig som nye fitness-rum – der er så mange ukendte regler og man finder først ud af hvad de er, når man har forbrudt sig imod dem. “øh…man må ikke have sko med en sort sål på her”, “Øh… du skal altså putte mere vægt på din stang”, “Øh… du er forkert som menneske og har grundlæggende fejlet i livet”. Det sidste er ikke blevet sagt direkte til mig med ord, men mere med blikke.
Det hårde kropslige arbejde er intet i forhold til emotionelle arbejde, der skal udføres. Da jeg spurgte efter den gratis prøvetime, som jeg havde læst om på hjemmesiden, så ringede pigen ved skranken fluks efter en sælger, som ville have mig over ved et bord lidt væk fra de andre.
Her begyndte min indre alarm allerede at give lyd fra sig – fjollede mig, der troede jeg kunne slippe afsted med minimum menneske-kontakt. Den 25-årige, meget trænede mand spurgte mig ind til min motivation for at træne, mine træningsmål, mine træningsvaner etc.
Jeg ved ikke hvordan vi nåede derhen, men vi endte med at tale om min graviditet og min tid på barsel, hvor jeg havde så ondt af mig selv, at jeg glemte at passe på mig selv og…. da jeg kiggede op på ham igen kunne jeg se, at jeg var kommet laaaangt udover de svar, han havde forventet (sorry ung fyr i træningscenter, men det var en sweater + knold kind of day). Jeg ændrede mine svar til forskellige formuleringer af “I just want to stay healthy” og vi blev færdige med den del.
Så fulgte hele seancen i dameomklædningen – samtlige kvinder var klædt om da de gik derind og skulle kun skifte sko, så jeg var lidt den lyserøde elefant i omklædningsrummet. Selve træningen var præcis det samme program som derhjemme + en storskærm og mange “anekdoter” fra underviserens liv, så her fik jeg kun lidt skældud for ikke at squatte mine knæ udover fødderne.
Det blev igen lidt akavet, da det var tid til at gå i bad, da der igen kun var en enkelt, der gik i bad og hun må gå på Hogwarts for hun var i bad og ude igen uden at jeg opdagede at hun tog tøjet af eller på. Og så var der mig, der i morgenens travlhed kun havde taget verdens mindste håndklæde og valgt skabet længst væk fra badet (selvfølgelig).
Da jeg kom ud af GoodlifeFitness var jeg lige dele glad og lettet over, at min første gang i træningscentret var overstået. Det fejrede jeg med en kop kaffe på Starbucks, Non-fat står der på den: det var det svar, jeg skulle ha’ givet Mr. Fitness.
Senere på dagen havde jeg både en vigtig kaffeaftale og Elviras fodboldtræning i kalenderen – så jeg tænker at hele denne fortælling om min dag er for at klappe mig selv på skulderen. Selvom dagen startede lidt op ad bakke, så nåede jeg faktisk en del ting – i stor sweater og med knold. Så i dag er to-go-koppen halv-fuld.
Tre i Toronto 