Just som jeg var overbevist om, at alle canadiere var med i en stor sammensværgelse centreret omkring vejret, nærmere bestemt en løgn om, at det bliver bedre, så blev det bedre. + 9 grader sagde min vejrapp. og rigtig nok; sne-dyngerne smeltede, så man kunne høre vandet bevæge sig på asfalten. Af kom både min og Elviras fleecetrøjer, som vi har levet i de første uger og frem kom smilet, overskuddet og lysten til at small-talke med folk på gaden. Det var skønt og varede præcis en dag, MEN… det betyder, at det kan blive bedre.
Der er gået utrolig meget tid med at finde børnepasning til Elvira, for det var aldrig meningen at Toronto skulle blive barsel 2.0. Men det foregår på den måde, at man googler institutioner og så ringer man til hver enkelt. Der er ingen central koordinering, så man ringer og ringer og får i bedste fald at vide, at man kan skrive sig op på venteliste, som igen i bedste fald leder til en plads efter sommerferien.
Hvis det lykkes at finde en plads, så koster en fuldtidsplads omtrent 1500 dollars om måneden. Jeg har talt med flere kvinder om det, som har fortalt mig at de er blevet hjemme et ekstra år eller to, fordi det ikke kunne betale sig for dem at arbejde. En anden kvinde i slut 40’erne fortalte mig, at børnepasning stadig anses som et kvinde-job – enten et til mor eller bedstemor. Men kære Marnie, som kvinden hedder, mente også at kunne spore, at revolutionen lurer lige om hjørnet – at flere og flere kvinder kræver børnepasning og at bedstemødrene ikke står til rådighed længere, da de selv skal på yoga-retreat eller arbejde. Hvordan kan man være så progressiv, at man frigiver hashen (og tro mig, den er frigivet), men stadig synes kvinderne hører til derhjemme?
Hvorom alting er – vi har nu fået en børnehaveplads fra slut februar. Elvira starter på et 3 dage om ugen program. Jeg kæmper virkelig med samvittigheden, når jeg ser hvor meget nyt Elvira skal prøve. Jeg ved godt, at hun “lærer hurtigt” og alt det der, men det er stadig lidt hårdt at se, at vores lille pige nogle gange skal betale den største pris for vores lille eventyr: nyt sprog, nye mennesker, ingen familie ud over same old mor og far! Men jeg tror jo på, at det i sidste ende vil give os allesammen noget med som familie.
Selvom det har været rigtig svært at få en fod indenfor en børnehave, så bugner byen med tilbud: “Good enough Kareoke- night” er mit yndlingskoncept so far, men jeg har også skrevet mig op til vildt fede kurser, som jeg vil fortælle mere om senere. På søndag skal jeg dog til et dansevent på en danskeskole, hvor man lærer at danse til backstreet boys sange til koreografien fra videoerne!!!
Min verden er i sandhed blevet større.
Kh.
Fab.
Tre i Toronto 