Hvad ville Kondo tage med til Toronto?

Jeg sad til et strategiseminar med mine wwf kollegaer, da sms’en fra Jakob tikkede ind. Det var tre emojiis: 🇨🇦 👊❤️ . Helt ærligt, så havde jeg lige i det øjeblik glemt, at samtalen med Canadiske Coloplast var den dag og nu stod det pludselig rødt/gult på Iphoneskærm-hvid: Toronto var en realitet.

Det betød også, at der ikke var særlig lang tid til at planlægge, researche og pakke ned; alt i alt 3 små måneder.

Derfor fik jeg ret tidligt prøvet Marie Kondos oprydningsfilosofi af. Et helt hjem skulle tømmes og sorteres i: tag med, smid ud, op på loftet, hjem til mor, hjem til svigermor, ned i sommerhuset og “hvem var du, da du købte denne mavebluse?”

Da vi har Blob med så havde de ting, der var nødvendige for hende absolut første prioritet. Men det blev hurtigt tydeligt, at det var svært ikke at sætte et emotionelt filter over. Når du kun har en kuffert til et helt år – hvad tager du så med?  I går tog jeg et billede af et lille udsnit af vores lille hjem, da jeg gik forbi og for første gang fik fornemmelsen af et hjem. Og så gik det op for mig, hvorfor disse ting betød så meget – de var allesammen en dør. Hver gang jeg kiggede på dem, så åbnede der sig en verden, et minde, et øjeblik, som har fyldt mig med fuldkommen glæde og kærlighed. Her er historien om nogle af dem:

Billedet af min bedstemor og min niece

Det er måske mit yndlingsbillede. Punktum. Ikke kun fordi min bedstemor var sådan et vidunderligt, stærkt og sammensat menneske og fordi Senia, født en menneskealder senere, udviser de samme egenskaber, men fordi billedet er ligesom et kort over mig. Et kort, der starter i 1920’ernes Jugoslavien og strækker sig til Danmark og en helt anden gren af familien. Det er et billede af to kvinder i min familie, som jeg er blevet formet af og som befinder sig på hver deres side af spektrumet, når det kommer til geografi og tid, men som samtidig mødes i mig. Det er jeg vildt stolt af og taknemlig over.

Min elefant

Elefanten er mit dyr. Det minder mig om første gang jeg opdagede, at jeg kunne miste min mor (Dumbo), men også om dengang jeg løb ind under en indhegning i cirkus for at kramme en elefant (også pga. Dumbo). Men den minder mig også om den vanvittige og livsbekræftende tur til Myanmar, som jeg var på i september med mit arbejde. Her oplevede jeg elefanter helt tæt på og det bekræftede mig i at jeg er en elefant. Jeg er meget stor og voldsom i mine følelser, hvis jeg bliver vred eller såret, så tramper jeg min egen sti ud af en situation, men jeg kunne også genkende deres skrøbelighed, sammenhørighed med deres gruppe og legesyghed. Den elefant på hylden fik jeg af Jakob, da jeg fyldte 32år og det var et symbol på, at han ser mig, som den jeg er.

Mine bøger

Det var svært at pakke alle mine bøger væk derhjemme og acceptere, at jeg ikke kunne tage dem med. Derfor blev jeg så glad da jeg opdagede, at jeg pludselig havde samlet mig verdens mindste bogsamling. Historier, sprog, fortællinger udgør mit allerinderste. Jeg vil gerne vide, hvad andre ved og jeg er endnu mere spændt på, hvordan de fortæller det, de ved. Jeg har ikke specielt godt af, at være alene med mine egne tanker i for lang tid og det kan man nemt komme til i en by, hvor man ikke kender så mange. Men bøgerne er med til at fylde rummet med historier og andre virkeligheder og så er de SÅ meget billigere her end derhjemme!

Min fugl

Når jeg tænker på fuglens historie bliver mine øjne våde. Fuglen lå i en bunke med andre porcelænsfugle i en museumsbutik i Madrid. Det var i april 2018. Her var min mor, far, Jakob, Elvira og jeg på ferie. Det var tidlig forår, men museet her lå i en park, der duftede af blomster og kaffe, som man drikker udenfor. Det var som det tit er med et barn lidt stressende at bevæge sig rundt. Har hun nok tøj på, for lidt? Skal hun spise noget nu? Hvornår har hun sidst drukket noget? Tror du hun skal have solcreme på?

Så besøget på museet var lidt anstrengende for os alle. Men min mor havde opdaget, at jeg havde tage fuglen op. Så hun købte den til mig i hemmelighed og gav mig den på vej hjem. Jeg bliver rørt når jeg tænker på det, fordi det er så svært at være sammen på tværs af generationer. Prioriteterne ændrer sig og min mor er klart mest bedstemor – hvilket skønt at se. Men lige der, der var hun min mor. Og det betød bare alverden for mig.

Feministisk fremtid

Den sidste ting på hylden, som jeg vil dele med jer er min plakat med de to kvindelige astronauter + kat. Elvira er helt vild med historier om rummet – fx. Lilefrø bygger en rumraket og jeg tænker meget over at vise hende, at alt det hun interesserer sig for er muligt. Så denne plakat er vi begge to ret vilde med og måske den ender på hendes hylde en dag, når hun tager på eventyr ude i verdenen.

Kh.
Fab.