Der er gået en måned siden vi landede i Toronto – og selvom jeg – dronningen i utålmodighedsland – synes at tingene sker for langsomt, så er der unægteligt sket en hel del på blot en måned:
Kort status:
- Lejlighed – tjek
- Jakob er startet på arbejde – tjek
- Elvira har haft første dag i børnehaven – tjek
- Jeg har kortlagt de hyggeligste kaffesteder, bogbutikker og spisesteder i en 2km radius af vores lejlighed – tjek, tjek, tjek!
Selvom vi, kære læser, hurtigt kan blive enige om, at jeg har taget mere end min del af byrden med at få os til at falde til, så har jeg faktisk lavet eller planlagt endnu flere skøre ting.
Når nu både Jakob og Elvira lever the corporate life i henholdsvis Coloplast og Bellwoods Daycare, så har jeg taget opdaget hvor fantastisk Toronto er i forhold til at skabe fællesskaber. Som jeg har skrevet før, så bugner byen med oplevelser man kan melde sig til og – hvis bare for en stund – blive en del af en gruppe. Der er ikke gået en dag uden at jeg har talt med en eller flere fremmede mennesker og det er simpelthen det fedeste personlighedstræk ved denne by – den får mennesker sammen.
Her er fire ting, som jeg enten har prøvet eller skal prøve snart, som jeg enten har fundet ved at google, se skilte i bybilledet eller ved at tale med nogen, der har kunne anbefale det.
Midnatsfodbold
Jeg blev grebet af stemningen til Blobs fodboldtræning og tænkte: “det kan jeg da også”. Så jeg meldte mig til et hold, som mødes en gang om ugen og spiller kamp. Det viser sig, at der er ret store forskelle på 2,5 årige, der spiller fodbold og fodbold for voksne. Jeg har sidst spillet fodbold, da jeg var på udveksling i USA i 2006, men tænkte at det er ligesom at cykle. Det viste sig at være sandt: Man sætter sig ikke bare på en cykel i et fremmede land. Både mit eget og det modsatte hold var meget bedre end mig, men jeg havde det virkelig sjovt og mødte en del flinke mennesker. En anden sjov detalje er, at da jeg meldte mig til stod der, at kampene starter kl. 21.00 om fredagen. Allerede der tænkte jeg, at det var liiidt sent for mig at tage en sportsbh på, men det var blot for at indikere at kampene starter fra kl. 21.00, så i går startede kampen kl. 23.00 (jeg gabte lige mens jeg skrev det).
Backstreet’s back…. alright
En danseskole tæt på har tema-timer og da jeg så, at der var backstreet boys tema måtte jeg slå til. Det kan godt være, at jeg gik ind til det med ironisk distance, men da instruktørerne bad os om at finde sammen fem og fem og finde ud af hvem fra bandet vi hver i sær var, da var det alvor: Min selvtillid kunne IKKE holde til at blive udpege som Howie eller Kevin (ja, ja… howie skrev de fleste sange og melodier – who cares?). Jeg blev Brian (YES!!!) og var 14år gammel i 1,5 time sammen med 40 andre kvinder.
Women’s circle
I morgen skal jeg noget helt, helt andet. Igennem en kontakt, som Jakob har herovre, er jeg blevet inviteret til en guidet meditation. Jeg aner ikke hvad jeg skal, men det lyder som en 1-2 timers ro, mens der er en sød kvinde, der fortæller én, at man er en unicorn that poops rainbows – så jeg tænker, at jeg overlever.
Ssshh og skriv
Der er en social platform, der hedder Meet Ups, hvor man kan finde grupper, der går op i det man selv synes er spændende og så kan man lave det sammen. Det er alt fra hæklegrupper til madlavningsgrupper, men jeg har fundet en, der lyder som noget fra mig. Det er en gruppe, der mødes en gang om ugen og skriver sammen i stilhed. Så kan man arbejde det man nu har gang i – hver for sig, sammen. Det lyder – på papiret – som det rigtige for mig. Nu skal jeg bare finde ud af hvad jeg skal skrive på?
Selvom jeg møder en masse forskellige mennesker i momentvise fællesskaber, så mærker jeg også savnet efter de venner, der kender mig, mit kropssprog og min tendens til at lyve for mig selv om hvor god jeg egentlig er til ting som fodbold.
Det er fedt, at kunne dele alt det nye med jer.
Kh.
Fabi
Tre i Toronto 