I dag vågnede jeg til duften af kaffe og ristet brød og lyden af Elvira, der råber: “I am poppy – queen of the Trolls”, som pt. er hendes yndlingstegnefilmsfigur. Under morgenmaden snakkede Jakob og jeg om den følelse, der dukkede op i os for nogle uger siden. Savn.
Vi savner selvfølgelig alle vores mennesker, som vi glæder os til at se i sommerferien. Men jeg oplever også et savn for Danmark som sted – og det er en mærkelig følelse, for hvad er det egentlig jeg savner?
Når jeg forsøger at indfange den følelse, så kommer der forskellige billeder til mig. Følelsen af have siddet på bagsædet af mine forældres bil i +/- 30 timer i turen fra Serbien til færgeovergangen mellem Tyskland og Danmark. Følelsen af, at mennesker på færgen pludselig taler dansk og synet af de danske ligusterhække, når vi kørte de sidste to timer hjem.
Jeg tænker på haven i vores barndomshjem og dens søde duft af syrenerne, samtaler med min mor om hvilken farve, der dufter bedst.
Jeg tænker på Næstved, hvor jeg voksede op og trygheden ved at min verden ikke var større. Jeg kunne cykle til gymnasiet, basket og mine veninder, så jeg var fuldkommen fri. Men jeg husker også at kigge på togene og tænke, at jeg gerne ville med.
Så er der selvfølgelig mine nyere minder af vores sommerhus og dengang Elvira kiggede ud af det store vindue og sagde: “Se mor. Der er en ged”. Da jeg gik hen for at kigge så jeg også det lille rådyr, der stod frosset på den anden side af vinduet og kiggede på Elvira.
Jeg har altid haft stor udlængsel, men jeg kan også mærke elastikken, der går mellem Danmarks navle og min. Jo længere tid vi er væk fra duften af alt det, der er dansk – jo strammere bliver den.
Jeg har forsøgt at følge lidt med i valgkampen derhjemme og kan sige at ingen politisk definition har indfanget min følelse af at være dansk.
Jeg er nysgerrig. Hvad tænker du på, når du tænker på Danmark?
Kh.
Fabi
Tre i Toronto 
