Hytten

Når jeg først skal til at pakke mærker jeg altid et sug i maven af angst. En lille prik af uoverskuelighed. Det er først, når min hjerne giver op på at forudsige det uforudsigelige som vejr, temperatur på soveværelset, antallet af myg ved søen og mængden af tid til mig i selv i forhold til om jeg skal pakken en bog eller et blad med, at jeg kan gå i gang.

Med hver genstand, der bliver lagt i kufferten bliver det nemmere at vælge noget fra. Jeg tager et sidste blik på indholdet: undertøj, den varme trøje, de uldne sokker med hul i, børnebøger, bleer, cremer, Euroman, opladere, det tomme hæfte og så lukker og lyner jeg til. Lyden er bagagerummet, der lukker sætter et punktum for den del af ferien, der hedder pakning.

Vi skændes lidt over prioritering af brug af telefonen. Jeg mener, at det er vigtigt at komme afsted med lyden af en god podcast, du mener, at du skal bruge navigationen. ”Du kan vel godt finde vej ud af indkørslen” siger jeg. Du sender mig et blik. Vi kysser og så er vi på vej.

Da vi kører ind af indkørslen til hytten, hvisker det første syn af søens spejlblanke overflade den 3,5 timers køretur væk. Luften er så frisk, at den kradser lidt i bylungerne. Det lyder som om der er nogen, der har skruet op for fuglefløjten og vi reagerer på alle lyde af knækkede grene og rislen i bladene. Naturen er ikke blevet baggrundsstøj endnu. Kvinden foran Starbucks, der altid skriger, når nogen går forbi, forskrækker mig ikke mere. Men lyden af en ræv får hårene i nakken til at rejse sig og jeg googler hvad man skal gøre, hvis man møder en bjørn.

Der går ikke særlig lang tid før jeg glemmer, at hytten ikke er vores. Men hver genstand jeg pakker ud, bliver hytten mere min. ”Olivenolien er ved siden af mikroovnen.” ”Nutellaen er inde i skabet, så ungerne ikke ser den.” ”Øllene er på øverste hylde i køleren.”

Det hjælper selvfølgelig også, at have børn med. I løbet af ingen spreder de legetøj, muffinrester og puslespil i alle hjørner af stuen og bliver i løbet af et splitsekund træt af lege med det. De står til klistrede op ad vinduet og vil ud. Ud til søen og lege med sæbebobler. Det er det mest uretfærdige, at de skal have tøj på først. Og jeg mærker et stik i maven over, at det nu er mig, der siger at de skal have tøj på og at jeg ikke er den, der maser næsen mod ruden. Tid er en kælling.

Og sådan går dagene.

Med fælles morgenmad, ekstra omgang vafler, ture på søen, matador og quiz til sent på aftenen, morgenfriske unger, snak om forgangne og fremtidige hytteture. Nogen går en tur og fortæller om den ænder, der har fodret. Andre bliver hjemme og genser E.T. for første gang siden dengang vedkommende så den i en lidt for tidlig alder med sine søskende.

Sådan er der i hytten og i den pause, den repræsenterer, åbnet vinduer til hvad der har været og hvad der skal være. Der er intet internet, så når jeg lægger mig i sengen er der fri adgang til minder og tanker. Jeg tænker på min bedstemor, som ikke er her mere. Hvor glad jeg er for, at jeg fik sagt farvel. Jeg tænker på hvor glad Elvira er for sin fætter og kusine og hvor glad det gør mig. Jeg tænker på, at det der med angst for alt hele tiden er lidt overvurderet, når jeg kan putte mig ind til en mand, der elsker mig så fint, som Jakob gør. Og så tænker jeg over AL den sukker, jeg har spist i løbet af dagen. Som det sidste inden søvnen tager over fyrer jeg en hvid løgn af over for mig selv og tænker, at jeg dropper al sukkeret i morgen.

Så kommer tiden hvor vi skal indsamle alle beviser på, at vi nogensinde har været i hytten. Umuligt at kategorisere, så alt ryger ned i store poser. Biler og unger bliver pakket. Podcasten bliver valgt.

På vejen hjem laver vi lister over ting vi gerne vil gøre og griner over, at vi laver de bedste imaginære planer.