Når man er en “insecure overachiever”, som er en betegnelse jeg engang fik af en tidligere chef, så er New York lige dele følelsen af en fantastisk vaginal orgasme og en mavepuster. Let me explain.
Jeg ankom til min venindes lejlighed sent, vi sad ude på hendes altan og opdaterede hinanden på hvad der er sket i de sidste syv år siden vi sidst sås – lige dele begejstrede over hinandens liv og ivrige efter at byde ind med ankedoter fra vores egen virkelighed. Det blev sent.
At vågne op til East Village’s hjerterytme var for mig som at vågne til en drøm. Solen skinnede, det føltes som om den lette sommerbrise nu og da aede min krop og bytræerne stod grønne og frodige plantet i by-junglen over dem alle. Byens duft er potentiale!
Vi har talt os igennem byen med mad i munden. Over morgenmads-omeletten talte vi om budisme, mediation og vores psykologer. Over frokost-hvidvinen vendte vi ekskærester og nuværende kærester – hvordan det er at have et barn og hvordan det er at arbejde for (fucking) New York Times. Vi spiste is mens vi talte om vennegrupper – hvem af de gamle ser vi stadig og hvilke nye mennesker er kommet ind i vores liv og da vi var nået til pre-dinner-drinks og koreansk barbeque endte snakken på de dele af vores liv, der er meget forskellige. Min veninde viste mig hendes dating-apps og blæste mig omkuld med hendes fantastiske karriere og skarpe hjerne, mens jeg tænkte, at min mest brugte app viser mig, hvor den nærmeste legestue er henne og at jeg for første gang i lang tid er arbejdsløs.
Når jeg selv søger kan det give en mavepusterfornemmelse at snakke med folk, der i den grad har fundet. Men det sætter også gang i en masse positive ting. Jeg kan mærke, at selvom jeg bliver rystet, så vælter jeg ikke. Jeg ser tilbage på mine valg og forstår dem og jeg har en ret god plan for hvad jeg vil prøve at gøre anderledes fremover.
Samtidig mærker jeg en enorm taknemlighed over at have mennesker i mit liv, der er så inspirerende og seje at det ikke kan undgå at smitte af på mig og over at modtage billeder af mine to mennesker derhjemme, hvis kærlighed har lært mig at elske mig selv. Og så er jeg taknemlig over at kunne favne begge dele.
Jeg kan mærke, at det bliver en fantastisk weekend.
Tre i Toronto 