Den korte version: når vi tager hjem til august, så bliver vi hjemme. Det er en beslutning, der er truffet på baggrund af mange, lange snakke på vores altan og gåture med blob. Vi har lavet for og imod lister og selvom grunde til at blive siden var ret habil, så stod der noget på imod siden, som blev udslagsgivende: Vi savner vores mennesker.
At flytte til Toronto har været det mest udfordrende, vi nogensinde har prøvet. Det lyder kliché, men der er livet nogle gange. Vi har virkelig fået rystet den linse, som vi så os selv igennem op til. Vi havde sindssygt meget brug for at være ude og se ind på vores liv og finde ud af hvilke valg vi har truffet med vilje og hvilke, der bare var vaner, vi ikke kunne komme ud af.
Processen med at skrabe alt det væk har været hård og tilbage står nu en ren følelse af, at vi savner de mennesker, der kender os bedst. Det er så stor en del af vores identitet, at vi til tider har lidt under at føle os en smule identitetsløse i den store verden, hvor det kun var os tre.
Til gengæld har kernen aldrig været mere fasttømret – blob har elsket at have os så meget for sig selv og tiden har været fyldt med åbenbaringer af hvad vi vil bruge vores liv på fremover.
Samtidig må vi erkende, at det har været hårdt at erobre en ny by, når blob sover kl. 19.00 og vi så kun kan gå ud hver for sig. Vi er gået forbi lækre cocktailbarer med et suk og troligt indtaget legepladsen i stedet for. Vi har i den grad brug for at være andet end forældre.
Så nu har vi altså valgt, at eventyret i Toronto er slut om lidt og vi er så fyldte med taknemlighed for at alt det, vi har oplevet.
Nu handler det om at tage eventyret med hjem. Vi glæder os.
Tre i Toronto 