Elviras første fødselsdag fejrede vi i Serbien, hvor hun samtidig blev døbt i en græsk ortodosk kirke. Det gjorde vi fordi jeg godt kan frygte, hvor stærk hendes forbindelse til Serbien vil blive i hendes liv. Hvem ved hvor lille verden er blevet, når hun en dag er stor og skal udforske den, så det var en rar følelse at lave en knude i den tråd, som hendes historie skal væves ud af – lige der i den serbiske muld med traditioner, som ingen forstår, duften af brændt salvie og en præst, der lignede Hr. Skæg.
Hendes anden fødselsdag fejrede vi i vores sommerhus i Præstø. Mine fingre holder stadig en lille pause inden de skriver “vores” foran sommerhus, fordi det hus tilhører så mange mennesker. Familie, venner og venner af familie har lagt hånd og ryg til, så det hus nogensinde blev beboeligt. Det er et mirakel hvad der er blevet udrettet der. Jeg kan huske da jeg kom ind ad døren og alle vægge var væk (min far mente ((med rette)) at det ville være sundere at starte helt forfra. Eller dengang, hvor der ikke var noget gulv og vi kunne se jorden under huset. Eller… eller….eller…. Så mange kriser, så mange løsninger, så megen kærlighed proppet ind i en hver revne i det hus. Derfor var det så skønt, at fejre Elvira 2. fødselsdag præcis i det hus med alle dem vi holder af. Jeg tænker især på mit yndlingstidspunkt til enhver familiefest, når alle har fået mad, gaverne er blevet åbnet og alle har udvekslet de indledende høfligheder. Jeg taler om det tidspunkt, hvor vi flyttede alle stole ud på græsplænen for at fange den sidste sol, inden den gik ned og sad med slik, chips, kaffe og sodavand og grinte over historier delt i den gyldne time.
I dag fejrer vi Elvrias 3. fødselsdag her i Toronto. Det er stadig vildt, at tænke på, at vi er landet her. I de sidste to-tre måneder har vi købt små gaver, som vi vidste hun ville sætte pris på og så har vi billetter til Elviras aller første møde med teatret – vi skal se Dostojevskijs Brødrene Karamazov. Nej da. Vi skal se en 30 minutters forestilling med Peter Pedal og håber, at vi klarer os igennem de første 10 minutter inden tålmodigheden slipper op. Vi har også en plan om at købe en lækker lyserød jordbær-kage til Blob, som hun har kigget på igennem gladruden hos bageren i lang tid. Udover det, så skal vi bare nyde dagen sammen og tid bliver nok et gennemgående tema. Tænk, at hun allerede er blevet 3 år (dagene har været lange, men årene føles korte), tænk at vi har været i Canada i 7 måneder og tænk, at vi skal hjem om tre uger.
Men nu starter vi med dagen i dag.
Tre i Toronto 